Du er her: Projekter > Workshops

Camps for udsatte 12-16 årige

Børn i Afrika arbejder for at forbedre levevilkårene for udsatte og forældreløse børn i Uganda. Som en del af dette arbejde afholder Børn i Afrika og vores lokale samarbejdspartner RACOBAO hvert år en ungdomslejr for udsatte børn og unge, hvoraf flere lever i familier uden voksne forsørgere.


Lejrene har til formål at forbedre de unges liv og fremtidsperspektiver gennem undervisning i relevante emner samt styrkelse af deres tro på dem selv og deres handlemuligheder. Emnerne, som indgår i undervisningen, tæller blandt andet HIV/AIDS, familieplanlægning, hygiejne, børns rettigheder, vold i hjemmet, kønsroller samt børn og unges roller og ansvar i hjemmet. De unge undervises derudover i at sætte sig mål og i at etablere en indkomstgivende virksomhed. 

Camps i marts 2015

I marts 2015 forsøgte vi at organisere "lejr" på en lidt anden måde end de tidligere gange (læs om dem længere nede på siden).

Lejren blev snarere til en slags workshop af en enkelt dags varighed, og nu ude i felten på små lokale skoler. På denne måde kræves der ikke så stor organisering med at hente og bringe børn ind til Lyantonde og skaffe overnatningsmuligheder. Det vil sige at vi med det nye koncept kan nå ud til flere børn for de samme ressourcer. Vi nåede på 4 dage 4 forskellige grupper af børn i 4 forskellige små underdistrikter og i alt havde vi kontakt med 160 børn i alderen 12 til 15 år, der alle havde forsørgeransvar for yngre søskende. Ud over de vigtige emner som hygiejne, sygdomsforebyggelse, rettigheder og sociale færdigheder, betonede vi denne gang også børnenes muligheder for at skaffe sig indkomster. De gik alle hjem med små idéer til hvordan de kunne skaffe lidt ekstra penge i kassen, ved f.eks. at tilbyde hjælp til andre, sælge nogle grøntsager osv osv.

 

Arrangementerne var en succes og vi håber på at kunne arrangere flere i den kommende tid.

Læs rapporten herunder.

 

Rapport fra lejr - marts 2015  
Klik for at se i stort format - Hent som pdf-fil

  

  
 

Camp - november 2014

Børn i Afrika arbejder for at forbedre levevilkårene for udsatte og forældreløse børn i Uganda. Som en del af dette arbejde afholder Børn i Afrika og vores lokale samarbejdspartner RACOBAO hvert år en ungdomslejr for udsatte børn og unge, hvoraf flere lever i familier uden voksne forsørgere.

Lejrene har til formål at forbedre de unges liv og fremtidsperspektiver gennem undervisning i relevante emner samt styrkelse af deres tro på dem selv og deres handlemuligheder. Emnerne, som indgår i undervisningen, tæller blandt andet HIV/AIDS, familieplanlægning, hygiejne, børns rettigheder, vold i hjemmet, kønsroller samt børn og unges roller og ansvar i hjemmet. De unge undervises derudover i at sætte sig mål og i at etablere en indkomstgivende virksomhed.

Den seneste lejr blev afholdt den 20.-21. november 2014. Her deltog 50 udsatte børn og unge i alderen 12-15 år. Flere af dem var udvalgt fra skoler, som er del af Børn i Afrikas projekt ’Giv en blyant’, og en stor del af dem var forældreløse. De unge deltagere fik undervisning i ovenstående emner og blev derved udstyret med redskaber til at skabe forandring i deres eget liv. De blev ligeledes opfordret til at dele deres egne erfaringer med hinanden, hvilket gav dem et værdifuldt indblik i, hvordan ligesindede griber de daglige udfordringer og vanskeligheder an.


Læs herunder vores ugandiske medarbejders rapport og læs børnenes breve.


Rapport og breve fra lejr - november 2014  Klik for at se i stort format


    
         
  

Camps for 12-16 årige

Af Nakanwagi Josephine, Børn i Afrikas medarbejder i Uganda, november 2013

For 6. gang afholdt Børn i Afrika i samarbejde med Racobao den 7. og 8. november, en 2-dages lejr for de ældste børn fra børnefamilierne i Rakai- og Lyantonde-distrikterne. Det er typisk børn, som i dagligdagen er ansvarlige for deres yngre søskende, fordi både far, mor og andre familiemedlemmer er døde grundet AIDS. Nogle af dem har dog en af forældrene endnu, men denne far eller mor er måske HIV-positiv og til tider meget svag. I år var der 50 børn med på lejren og blandt de emner som blev behandlet var: HIV/AIDS-forebyggelse, de unges ansvar og roller, voksen-roller, vold i familier, hygiejne og sanitet, opførsel og ikke-verbal kommunikation, målsætninger og indkomst-genererende aktiviteter.

 
Børnene blev hentet rundt omkring i distrikterne og var alle mellem 12 og 16 år gamle. Over halvdelen af dem havde aldrig før kørt i en bil! Den første morgen blev de alle bedt om at forberede sig på om aftenen ved lejr-bålet at fortælle de andre om deres familie og historien om deres forældres sygdomsforløb og død. En af drengene fortalte: ”Da min far opdagede at han var HIV-positiv begyndte han at slå min mor næsten dagligt, idet han mente at det var hende der havde smittet ham. Men det var jo ham som havde smittet min mor! Han planlagde at brænde huset mens vi alle var derinde, men mirakuløst undslap vi ilden og reddede alle livet.” Det er ret almindeligt at mændene har flere koner og dermed flere familier at understøtte – så meget desto sværere at få økonomien til at række, men desto nemmere at få HIV-virussen spredt!

Didas fortalte hvordan han og hans søskende måtte bo hos bedstemoderen, da både far og mor døde af AIDS. Desværre blev bedstemoderen kort tid efter syg og kom på hospitalet. Efter et stykke tid kom nogle naboer og fortalte at bedstemoderen var død og at han selv måtte tage sig af sine søskende. Han klarer det og er ved godt mod trods det hårde arbejde han må udføre dagligt.

En pige fortalte, hvordan hendes far havde voldtaget hende og at hun bagefter rapporterede det til myndighederne, som bad om at han blev anholdt. Hun bor nu hos et familiemedlem som ikke behandler hende særligt godt fordi hun har været årsag til faderens fængsling. Vi opmuntrede hende og bad hende holde ud, men lovede samtidig at holde øje med hende og værtsfamilien ved hjælp af Racobaos lokale AIDS-rådgiver.

Alt i alt fik de 50 børn en weekend med megen opmærksomhed, kærlighed og opmuntring. De fik lejlighed til at høre andre børns historier og mange måtte sande at andre havde det værre og havde været gennem endnu større udfordringer end dem selv. De fik flere gode informationer og kundskaber, samt opfordring til at kæmpe hver især. Inden de tog hjem fik de alle lidt forskelligt nyttigt udstyr, bl.a. en hakke som bruges til at kultivere jorden.

Til slut takkede børnene Børn i Afrika fordi vi finansierede lejren og RACOBAO, som organiserede det praktiske.