Du er her: Om BiA > Mission, vision og værdier

Mission, vision og værdier

Mission (BiA’s WHY)

Børn i Afrika ønsker at skabe rammer og livsbetingelser, der gør det muligt for børn i Uganda at gennemføre en grunduddannelse, få en sund opvækst samt lære de almene færdigheder, der gør dem i stand til at blive ansvarlige og selvforsørgende voksne.

 

Vision (BiA’s GOAL)

At de børn og unge, som Børn i Afrika er i kontakt med, kan gennemføre deres skoleforløb i primary og secondary schools og få et fundament af viden og almene færdigheder, der kan give dem en sund opvækst. En opvækst der kan gøre dem i stand til at finde den rette vej til selvforsørgelse gennem videreuddannelse enten teoretisk eller mere praktisk.

At der gives særlig hjælp til de børn og unge der lever i meget udsatte familier, hvor der typisk kun er en  enkelt forsørger med en større børneflok. Disse familier står ofte med meget dårlige livsbetingelser og manglende basale boligforhold. Gennem Børn i Afrika gives hjælp til selvhjælp, f.eks. i form at husbyggeri eller træning i sundhed, hygiejne, iværksætteri og anden basal almenviden. 

 

Værdier (BiA’s ETHICS):

Hjælp til selvhjælp – at vi hjælper børn med at komme i skole, have det nødvendige skoleudstyr og skoleuniformer, få viden om hygiejne og sund opvækst samt starte små indtægtsgivende projekter. Alt dette sker gennem konkret udlevering af skolematerialer, sportsartikler, hygiejnepakker med tansbørste og sæbe mm, samt vejledning og oplysning om hvad man selv kan gøre i sin hverdag for at få mindre indtægter via små projekter.

Nærhed og opfølgning – at vores lokale projektleder, frivillige og samarbejdspartnere ofte besøger skolerne eller hjemmene og er i kontakt med børnene, så der er opmærksomhed på hvordan de klarer sig i skolen og i hjemmet. En positiv og kontinuerlig forventningsopfølgning på denne måde, er med til at fastholde opmærksomhed og fokus. Besøg af studietursdeltagere i marken hos familierne der hjælpes, er ligeledes med til at give motivation.

Åbenhed og ansvar – at vi går åbent ind i de udfordringer og problemstillinger, som naturligt opstår i projekter og finder konstruktive løsninger sammen med samarbejdspartnerne.

Kulturformidling, information og respekt – at vi gennem lokale workshops benytter os af formidling og oplysning for børn, unge og deres familier om sundhed, hygiejne og beskyttelse mod smitsomme sygdomme, så der gives mulighed for at træffe nye valg for opvæksten. Formidlingen er altid med lokale aktører. Vi formidler viden fra vores projekter til danske medlemmer og andre med interesse for vilkår for børn, unge og deres familier i Uganda. Dette gøres via bladudgivelser, sociale medier, foredrag og musikalske optrædende fra Uganda. Endvidere arrangeres studieture for danskere til vore arbejdsområder og samarbejdspartnere i Uganda.