Du er her: Pearls børnene
 

The Pearls er hjemme igen

 
Af Birgitte Bech - sommeren 2012

Jeg tror vi er mange der har tabt vore hjerter i mødet med de 18 børn fra The Pearl Childrens Choir. Jeg har været optaget af, hvordan deres liv bliver, når de nu igen er vendt hjem til nye kostskoler og til deres familier i landsbyerne. Når de nu igen skal hjem i de små huse/hytter og sove på jorden eller på en simpel madras efter 4 måneder i bløde senge, med fjernsyn, trampoliner i haven, mad i køleskabet osv. Ville de kulturelle og materielle skift påvirke børnene således, at det ville være svært at komme hjem igen?

Mine tanker er heldigvis blevet gjort til skamme – en af de gode evner børn har er, at de hurtigt tilpasser sig den situation, som de nu befinder sig i. De første børn jeg mødte var John, Sharon, Justine, Ronald og Samuel på kostskolen ”Ronald Ruta” i Lyantonde – de var som klippet ud af titlen på Enid Blytons bøger: ”De 5”. De strålede som stjerner, de arbejdede flittigt med deres skolearbejde, de var ikke bange for at stå frem og sige noget, de hjælper og støtter hinanden i hverdagen – her er skabt et dybt venskab. Samuels onkels fortalte, at han hver søndag tager en tur til skolen for at kigge til ”De 5 fra The Pearls”.

Næste besøg gik nordpå til Lira, hvor jeg besøgte de 12 børn fra The Pearls, som nu er samlet på kostskolen Truth Primary School i Lira. Gertrude som er fra Kampala, er kommet tilbage til ”vores” skole Bukoto Community Primary School, men i september skulle Gertrude gerne begynde på en kostskole i Kampala. På den skole går også Sarah, som var med Mwamba i Danmark i 2008, og jeg tænker, at Sarah og Gertrude, som har samme alder, vil kunne få glæde af og gavn af hinandens venskab.

De 18 perler har det godt, og jeg tror, at billederne af børnene selv kan fortælle gode historier.



Et formål med at tilbringe min ferie i Uganda var blandt andet at besøge nogle af korbørnenes hjem, og så ville jeg gerne med mine egne øjne se og opleve, hvor de kommer fra.

Mit første besøg var hos John i Lyantonde. John vendte hjem til et nyt hus, som var blevet bygget mens John rejste rundt med The Pearls. Måske nogen husker, at den studiegruppe som var i Uganda i juli sidste år, mødte en familie som boede under forfærdelige vilkår. Senere besluttede børnene fra Egebjerg Skole at samle ind til et hus til familien. Det var her i det nye hus jeg besøgte en glad John og hans mor. Kort før koret skulle hjem havde denne familie den store tragedie at miste Johns storebror på 18 år. Han faldt ned fra en lastbil og blev dræbt på stedet. Det var ellers ham som skulle hjælpe moderen med at skaffe indtægt til familiens dagligdag (der er 5 søskende i alt). Moderen har kaniner og 2 grise, dyrker jorden omkring huset – alt var så organiseret og fint. Johns mor er HIV-positiv, men er i medicinsk behandling. Da vi var på besøg følte hun sig svag, men var meget glad for sit nye hus og den mulighed for et anderledes liv, som hun og familien havde fået.

Mit næste besøg i Lyantonde var hos Sharon – den altid smilende og glade Sharon. Smilet har Sharons forældre bestemt også, og det var dejligt at besøge Sharon og hendes mange søskende. Sharons far forærede os 4 store hvidkålshoveder fra deres mark. Familien bor på en bjergside med den smukkeste udsigt.

Sidste besøg i Lyantonde var hos Samuel, som bor sammen med sin onkel og tante samt to små søskende i et lejet rum. Jeg var ikke inde i rummet, men set udefra så var der ikke mange kvadratmeter at gøre godt med. Samuel havde tidligere fortalte mig om onklens ko, som Samuel hver morgen skulle bringe ud for at græsse inden han gik i skole. Nu fik jeg set og hilst på koen!
Samuel havde en gave til mig. Han havde for sine egne penge købt en høne som jeg skulle have! For mig var den høne et slags symbol på Samuels TAK til alle de personer i Uganda og i Danmark, som har gjort det sidste år til et godt år for Samuel. Denne tak er hermed bragt videre til jer!
Her i Uganda forærer man høns væk, som tak for at mennesker kommer på besøg. I Danmark er det lige omvendt - her tager vi blomster eller gaver med til dem vi besøger. Det har været svært for mig at lære at tage imod disse gaver, for hvorfor skal jeg drage af med noget af familiens mad? Men omkring mig har jeg gode ugandiske venner, som stille og roligt lærer mig, hvordan man skal og kan begå sig i en fremmed kultur.

I Lira besøgte jeg Sarah og hendes to søstre. Huset pigerne bor i er lille og består af et enkelt rum, men her er rent og ordentligt – selv om vi kommer på et uanmeldt besøg. Rummet er opdelt i soverum og køkken/opholdsrum adskilt af et gardin. I rummet har pigerne en seng, i den seng sover alle 3 piger. Sarahs ældste søster som er 18 år, prøver at finde arbejde, så hun kan tjene lidt penge. Den mellemste søster er på kostskole på Dara School – en secondary school, som ligger lige overfor Truth Primary, hvor Sarah går i skole. Sengen har Sarahs ældste søster selv lavet, der er sengetøj og et myggenet. Soveafdelingen er adskilt med et gardin, så pigerne har en soveafdeling og et rum hvor de kan lave mad og sidde.

Gårdspladsen er fejet og fin og et stort mangotræ giver skygge og masser af mango. Pigerne laver mad på bål. Tre sten er kogesten som gryden kan stå på.

Sidste besøg er hos Edimond. Edimond bor sammen med sin mor og far samt 6 søstre. 25 meter derfra bor Edimonds fars anden kone også med nogle børn. Heldigvis er der fred og fordragelighed mellem de 2 koner, så vi kan alle mødes på gårdspladsen under store skyggefulde mangotræer. Her er en stilhed og en ro – vi er langt fra Kampalas larm. Her er frodigt og grønt, og straks Edimond kommer hjem, flytter han køerne og gederne til frisk græs. Køerne har store horn, og Edimond råder mig til ikke at kommer for nær på køerne, for når de ikke kender mig vil de måske stange mig. To grise nyder også freden og roen i skyggen fra huset. Også her hos denne familie drager jeg hjem med en høne – snart kan jeg starte en hønsegård, men man kan da ikke spise sine venner!!

Vejen fra huset til skolen er lang, men nu hvor Edimond er på skolens kostskoleafdeling, slipper han for den lange tur hver dag. Det er han glad for.

Tilbage i Kampala besøger jeg Gertrude. Gertrude bor sammen med sin tante og onkel samt deres børn i et lille rum. Når Gertrude er hjemme hos dem, sover hun i en lænestol. Da der ikke er meget plads inde i huset, har onklen hejst en træbænk og en stol op under loftet, væggene er nogle steder beklædt med papkasser, hvilket giver muligheder for at sætte billeder op samt skrive på væggen hvad man nu skal huske. Gertrudes tante og onkel taler kun Luganda, så Gertrude må oversætte for mig – mit Luganda rækker jo desværre ikke til at kunne føre en samtale.
 

De bedste dage i mit liv


 
Af Naja Lundqvist - 6. kl. - Pilegårdsskolen Tårnby - sommeren 2012

Jeg vil godt skrive om børn i Afrika, om hvordan jeg tror deres hverdag er, deres skolegang og fritiden med deres venner.

Jeg tænker meget på, at de ikke bare kan gå hen og tage vand eller tage et dejligt langt varmt bad som os. Hvordan der er hjemme hos dem, har de overhovedet en mor eller en far. Hvordan det er i skolen. I vores skole er der både borde og stole til alle. Vi har fine klasselokaler, store tavler og reoler til vores bøger. Vi har også computerbord inde i klassen, samt en hel gang fuld at computere. Vi har også højtalere i klassen så inspektøren eller lærerne kan give alle klasser en besked på samme tid. Vi har også musiklokale, billedkunstlokale, festsal, og en svømmehal. Vi har en stor grøn græsplæne med masser af fodboldmål i forskellige størrelser, der er også en legeplads.
Dem nede i Uganda har ikke så meget, jeg tror faktisk kun at de har skolen, og de sidder nok på jorden, når der bliver undervist.

Men jeg har set billeder fra Kampala, som er hovedstaden i Uganda. De har højhuse, endda flotte højhuse og veje o.s.v. Men vi har det bare luksus i forhold til dem. Jeg har også hørt at de skal betale for at gå i skole, og hvis de ikke har fået penge med, kan de ikke komme i skole. Hvis deres skoletøj ikke er rent kan de også risikere at blive udelukket fra skolen.

Jeg syntes sådan nogle børn har det rigtig dårligt. Bare mig og min familie kunne hjælpe dem! Vi vil meget gerne til Uganda. Det er bare overhovedet ikke sjovt at tænke på hvordan de har det, og hvad de har set af dårlige eller ubehagelige ting. Eller hvis de er forældreløse eller mangler den ene af deres forældre, det er bare ikke sjovt at tænke på. Deres hverdag går nok med at vaske tøj og hjælpe i huset eller lerhytten eller hvad de nu bor i. Men hvis de kom herop, ville de nok ikke vide, hvad mange af vores ting er for noget.

Tænker også på hvordan deres forældre behandler dem. Gad også godt vide, hvad de laver hvis de skal hygge, de kan jo ikke bare gå i kiosken efter guf, tænde tv´et og smide benene op på bordet. Tror egentlig ikke der er så mange der har fjernsyn, og de får nok heller ikke det slik som vi har. Ofte sidder jeg og tænker på hvordan sådan nogle børn har det. Jeg tror også danskere ville ha det svært hvis man tog fjernsyn og hygge fra dem. De skulle prøve at bo i Uganda.

Jeg har lige fået den bedste oplevelse i hele mit liv, jeg har nemlig haft 2 drenge fra Uganda hjemme og bo hos mig i 4 dage. De er med i et børnekor, foreningen Børn i Afrika, har sendt herop. Det består af 18 børn, 10 piger, 8 drenge samt 9 voksne fra Uganda. De hedder The Pearl Childrens Choir, og de er på en 4 mdrs koncert turné i Tyskland, Holland, Sverige og Danmark. De samler penge ind så de kan komme til at gå i skole når de kommer tilbage til Uganda. De synger og danser hele tiden. De 2 drenge der skulle bo hos os hedder Emmanuel og Geofrey. Emmanuel´s afrikanske navn er Pere, Geofrey´s er Opire. De er noget af det bedste i hele verden, super sjove og super søde. Vi dansede og sang hele dagen, fra morgen til aften. Da vi havde hentet drengene i kirken, tog vi hjem og legede i haven. Vi tog også over på skolen og spillede fodbold. Vi var ude og rulle på rulleskøjter og vi hørte hele tiden musik. Jeg bliver helt ked af at skrive dette, jeg savner dem så meget som jeg ikke har savnet nogen før, jeg ville ønske at de kunne blive her.

Pere og Opire bad hver dag til Gud, morgen og aften, samt til måltiderne. Om lørdagen skulle koret give en koncert nede i Skelgårdskirken, det skulle vi selvfølgelig ned og høre. Drengene var svære at genkende, de havde nemlig ens tøj på. Vi kørte en tur efter koncerten, så på flyvere ude ved lufthavnen. Drengene ville gerne spise aftensmad på Mcdonalds, så det gjorde vi alle sammen. En af de andre værtsfamilier var også på McDonalds, sammen med 2 af pigerne og en af de voksne damer, så dem snakkede vi med. Vi aftalte at vi alle tog ned og spillede bowling efter vi havde spist. Vi blev udstyret med sko, og fik VIP banerne. Der var masser af musik, så der blev danset mens man ventede på sin tur. Det var en rigtig sjov aften. Der skulle også spilles musik i bilen når vi skulle fra det ene sted til det andet. I starten skændes drengene om hvem der skulle sidde ved siden af mig, det ordnede vi med at jeg sad i midten. Søndag skulle koret synge et par sange til gudstjenesten Palmesøndag. Under orgelspillet i starten af gudstjenesten, kom alle børn ind med palmeblade i hånden. Pere og Opire smilede til mig da jeg kom gående med ca 20 palmeblade, som skulle deles ud. Der var også arrangeret påskeægs jagt, Pere og Opire fandt mange, jeg fandt ikke nogle. Men lige pludselig blev jeg dårlig, begyndte at kaste op. Vi skulle have været til min fætters fødselsdag. Men det endte med at min mor og jeg blev kørt hjem, og min far og drengene tog til fødselsdag et par timer. Drengene var meget bekymrede om jeg ikke skulle til lægen, og om han lå langt væk. Vi forklarede dem at man i Danmark bare kan ringe til vagtlægen hvis man bliver syg, eller køre på skadestuen. Da min far og drengene kom hjem fra fødselsdagen sov jeg. Da jeg vågnede sad Pere hos mig ved sofaen, og vi hørte musik fra et sæt høretelefoner. Han var meget bekymret. Jeg fik det bedre om aftenen, og var frisk dagen efter. Da Pere og Opire bad deres aftenbøn, bedte de for at vi alle skulle have det godt.

Drengene skulle på en velfortjent lille påskeferie, i en hytte i Nordsjælland et sted. Om morgenen efter maden, blev det sidste pakket. Vi dansede og min mor filmede os. Optagelsen så vi bagefter, og vi grinede. Jeg har efterfølgende set den 1000 gange allerede. Jeg har også en masse små videoer af dem på min mobiltelefon, de bliver aldrig slettet. Min far var taget på arbejde, så det var min mor og mig der kørte dem til kirken. Vi skulle være der mellem kl 8 og 9 (vi kom 5 min i 9 J) Da vi kom ned i kirken var alle kommet. Alle børn og voksne samlede sig i en rundkreds og sang, Måne og sol. Jeg syntes det er mega sejt at koret har lært at synge på dansk. Det blev en tårevædet afsked, med masser af kram af alle børn, men flest af Pere og Opire. Men det var ikke farvel, men på gensyn, for koret ville komme tilbage, og så skulle jeg se dem igen. Da de var kørt og vi ikke kunne se dem mere, tog mor og mig hjem til min mormor. Vi troede at det hjalp at se hende, men vi græd alligevel. Igen bliver jeg ked af det når jeg skriver dette.

Vi elsker dem, ville ønske at de kunne blive her hos os for altid, men vi skal se dem mange gange inden de tager tilbage til Uganda.

Love Naja

Tillæg
Vi tog til Lund, Sverige og hørte dem i Allehelgens kirken.
Vi tog til Møllevangsskolen, Fakse. Vi tog til Messiaskirken, Charlottenlund, Vi tog til Roskilde Domkirke, vi tog i Københavns lufthavn, og vinkede farvel, DET var den STORE TUDETUR.